Berigelse og naturlig adfærd

I dag fodres de forskellige arter på en sådan måde, at en stor del af deres naturlige fødeadfærd bliver tilgodeset. For eksempel fodres dyrene ikke på faste tidspunkter og ZOO undgår på den måde, at dyrene indstiller sig på rytmen og bliver rastløse lige før fodring. Føden i naturen dukker jo heller ikke op på faste tidspunkter. 

Rovdyrene bliver fodret med kadavere (hele, døde dyr) i stedet for de traditionelle kødstykker. Tiden, der skal bruges på at æde kødet, forlænges naturligt af pels, hud, knogler og sener. Og samtidig medfølger en hel stribe af naturlig adfærd med brug af muskler og tænder samt den efterfølgende pelsrensning. 

I ZOO får leoparderne serveret kadaver af f.eks. kaniner og geder. Karakalerne, der er eksperter i fuglefangst, får hængt døde høns op i elastikker, og løverne fodres jævnligt med hele heste og køer. Fordelen for løverne er ikke kun, at løverne bliver tvunget til at bruge tid og evner på føden, men også at de dermed får bekræftet eller afprøvet deres indbyrdes rangforhold i selve kampen om føden. Dyrepasserne holder selvfølgelig øje med, at alle får, hvad de har brug for. 

De fleste planteæderes biologi er tilpasset til at bruge det meste af deres vågne tid på fødesøgning og fortæring. Nogle arter græsser over store områder hele dagen, mens andre æder blade og kviste i den tætte skov. I ZOO kan du for eksempel se masser af grene med og uden blade ligge i anlæggene. Dyrene kan bruge meget tid med at æde både blade og bark. Desuden får planteæderne masser af lucerne og hø placeret i foderhække og hønet, der gør det muligt for eksempelvis giraffer og elefanter at finde deres føde i en naturlig højde. 

Arts- og floksammensætningen er endnu et nøglepunkt i ZOOs berigelsesprogram. Zoologisk Have København koncentrerer sig meget om at holde dyrene i de rette sociale sammenhænge. 

Nogle arter er udpræget flokdyr og trives bedst, når de er mange individer sammen. I flokken ser man social adfærd som gensidig soignering, etablering og vedligeholdelse af rangorden og fælles yngelpleje. Alle adfærdselementer, som er naturlige og vigtige for dyrenes trivsel. 

Floksammensætningen har f.eks. stor betydning for kappebavianer. De lever naturligt sammen i små flokke bestående af en dominerende han, 5-8 hunner og deres unger. 

Flokken tilbringer dagen med at lede efter føde, udføre yngelpleje og lege, specielt mellem de unge aber. Om natten samles flere grupper i træer eller på klipper, og "natsamfundet" kan i alt tælle op mod 200 dyr. ZOO holder derfor altid mange kappebavianer. 

Unger, yngelpleje og alt det postyr, det medfører, er endnu et nøglepunkt i imødekommelsen af en naturlig adfærd i ZOO. 

Det er vigtigt, at dyrene har mulighed for en naturlig ynglecyklus; at de har mulighed for at få unger med naturlige mellemrum bl.a. for at bevare en sund bestand de zoologiske haver imellem, og hvis dyreholdet skal fungere som reservepulje til eventuel genudsætning. 

Ungerne giver også rig mulighed for naturlig adfærd. De voksne individer skal bruge tid på kurtisering, parring, yngelpleje og på at lære ungerne, hvordan de skal opføre sig i flokken. Ungerne er meget undersøgende og leger med hinanden og de voksne i flokken. 

Et godt eksempel på den berigelse, unger giver, er løverne. Hunløverne bruger tid og meget energi på at fortælle hannen, at de er modtagelige for tilnærmelser. Senere er hunnerne fælles om yngelplejen, som er en meget vigtig del af næsten alle pattedyrs adfærdsrepertoire. 

Selvom løven ikke er en truet dyreart, og der ikke er brug for individer til genudsætning, lader ZOO altid løverne have en naturlig mulighed for at yngle. De individer, ZOO har i anlægget, støttes således i et liv rigt på naturlige udfordringer. 

Når ZOO i dag planlægger nye anlæg, er dyrenes biologi centralt for, hvilke fysiske elementer anlægget skal indeholde. 

Hvis vi f.eks. bygger nyt anlæg til en bjørn vil udgangspunktet helt naturligt være at imødekomme et rovdyr, der er opportunist, dvs. en der leder, roder og graver overalt for at finde, hvad der nu end måtte dukke op. Det betyder, at anlægget bl.a. kan indeholde bundmateriale der er blødt, og hvor foder kan graves ned. 

Overalt i ZOO findes der naturlige træstammer, hvor dyrene kan klatre, have udsyn, træne deres balance, rive og bide i barken og eventuelt finde larver og insekter. 

De golde flisegulve er blevet erstattet af barkflis, og mange steder får ukrudt og planter lov til at vokse naturligt. 

Hos de brune bjørne ligger store kvasbunker, som de kan bygge huler i, og dyrepasserne gemmer æbler og lignende i kvaset og i feedere, som bjørnene skal bruge tid på at finde og æde. 

Ud over at give dyrene en bedre trivsel, er de naturtro anlæg også en essentiel del af formidlingen i en moderne zoo, og de bidrager dermed til at øge vores forståelse for artens levevis.