ZOO vil gøre børn til fremtidens Naturhelte

30. januar 2025

ZOO vil gøre børn til fremtidens Naturhelte De 6-12-årige vil fremadrettet kunne få en meget vigtig rolle, når de besøger Zoologisk Have København, der lancerer et nyt børnekoncept. Her bliver de kommende Naturhelte en del af ZOO-Missionen, hvor de gennem sjove aktiviteter lærer at passe på verdens dyr og natur. Verden har brug for flere Naturhelte. Naturhelte af den slags som er drevet af nysgerrighed og viden, og som vil være med til at beskytte verdens dyreliv sammen med ZOO. Det er tanken bag Zoologisk Haves nye koncept for børn, som har premiere i vinterferien. ZOOs formål er at passe på verdens dyr og natur. Til det har vi brug for særlig hjælp fra vores yngre gæster. Vi tror på, at børn instinktivt er fascineret af dyr – og jo mere de lærer om dem, jo mere får de lyst til at passe på dem – nu og i fremtiden, lyder det fra Kommerciel direktør i Zoologisk Have, Mai Maria Beck. Hjælp en chimpanseunge Der er mange grunde til at naturen, og alt det, som lever i den, har brug for hjælp. Tab af levesteder, illegal handel og krybskytteri er blot nogle af de udfordringer som ZOO hver dag arbejder for at bekæmpe. Derfor er det naturligvis også nogle af de udfordringer, som børnene vil kunne hjælpe med at løse i ZOO-Missionen. Missionen byder både på lærerige aktiviteter på egen hånd i Haven, sjove oplevelser sammen med de seje Zooguider og inspirerende ZOO-fortællinger, som børnene i løbet af året kan opleve på scenen. Hjælper dyrene hjem I den første ZOO-fortælling skal man sammen med Zooguiden hjælpe en chimpanse, som er blevet udsat for illegal handel, med at finde tilbage til sin familie. I ZOO har man netop en forskningsenhed, der har udviklet et sporingssystem, hvor man via DNA kan finde ud af, hvor i verden en chimpanse kommer fra, så man kan hjælpe den med at finde tilbage til sit naturlige levested. -Vi vil tage forskellige emner op, der handler om, hvordan man selv kan handle på naturens vegne og sige fra overfor dyr, der ikke bliver behandlet ordentligt. For eksempel er der mange videoer på TIK TOK, der viser aber, der er klædt ud i babytøj. Og selvom de umiddelbart ser søde ud, så vil vi gerne have folk til at tænke over, at den abe måske er købt på det illegale marked og endt som kæledyr hos mennesker. Hvilket er stik imod dyrets naturlige adfærd, forklarer Mai Maria Beck. Man kan som sagt også deltage på egen hånd i ZOO-Missionen, hvor man igennem et personligt og gratis aktivitetshæfte skal løse spændende opgaver, samle stempler og flotte strygemærker - og endeligt blive en af fremtidens Naturhelte. FAKTA/PRAKTIK Stempler Man får stempler ved at henvende sig i Zooshoppen. I weekender og skoleferier er shoppen på Verdenspladsen også åben. Udvalgte Zooguider har også et stempel på sig, når der er aktiviteter. I travle perioder får man sit stempel i Zooshoppen. Stemplerne er gratis. Mærker og merchandise Kan købes i Zooshoppen ved indgangen alle dage og på Verdenspladsen i weekender og skoleferier. Det første mærke Zoo-Ven er gratis, Zoo-Nørd, Zoo-Opdager og Zoo-Fortæller koster fem kroner. Personalet i Zooshoppen sætter et lille hak i hæftet, når de har udleveret eller solgt mærket. Man kan købe kasketter, tørklæder, t-shirts og sweatshirts i Zooshoppen. Det er oplagt at stryge sine mærker på sit ZOO-tøj. Opgaver til Zoo-Nørd og Zoo-Fortæller Kan kun løses i weekender og skoleferier, hvor der er Zooguider på. Det gælder workshops, ZOO-Fortællinger i Elefanthuset, aktiviteter i Zoolab og Børnezoo. Hold øje med dagens program på zoo.dk eller i app’en. Stempler til disse skal altså som udgangspunkt ikke udleveres i hverdagene. ZOO-Fortællingerne foregår i amphiteatret i Elefanthuset. Der er adgang oppefra og ikke gennem auditoriet. Der er skilte, der anviser vogn- og barnevognsparkering ved indgangen til Elefanthuset.

ZOO-missionen