o

Hvorfor ZOO?

I Zoologisk Have København tager vi arbejdet med dyrene meget alvorligt. Det gælder både i den daglige forvaltning af dyrene og i de mange naturbevarelsesprojekter, vi er engageret i over hele kloden. Vi sætter en ære i, at vores tilgang til dyrene og naturen er baseret på viden, forskning og fornuft. Men hvad er den dybere mening med at drive zoologiske haver, og hvordan bidrager ZOO med naturbevarelse nationalt og internationalt? Det fortæller videnskabelig direktør Bengt Holst her, hvor han samtidig svarer på nogle af de spørgsmål, vi har modtaget fra interesserede gæster om det samme emne.

Det overordnede formål med zoologiske haver er naturbevarelse. Målet nås gennem fire hovedaktiviteter:

Det, der gør zoologiske haver unikke på dette felt er, at vi bygger disse fire hovedaktiviteter på levende dyr, der fungerer som ambassadører for deres artsfæller i naturen. Det er der ingen andre, der gør, og derfor kan vi bidrage ganske særligt til naturbevarelse. Men for også at kunne udføre dette arbejde langt ud i fremtiden, 50 og 100 år fra nu, er det vigtigt, at vi forvalter vores dyrebestand ordentligt. Og det gælder på to planer:

Det er i det lys, man skal se de seriøse zoologiske havers virke, og de rammer, vi arbejder under. Og for at kunne fascinere og lave god formidling, så skal vi sørge for, at dyrene har så gode udfoldelsesmuligheder som muligt. Ellers formidler vi en forkert historie og når derfor ikke vores mål. Så god velfærd og hensyn til dyrenes naturlige behov er absolut nødvendige faktorer i enhver zoodrift.

Der findes gode zoologiske haver og dårlige zoologiske haver. Og der er ingen tvivl om, at der på verdensplan er mange zoos, der ikke opfylder de krav, man bør stille til dem.

De videnskabeligt baserede zoos har et overordnet formål, og gør et stort arbejde for at tilgodese dyrenes behov mest muligt. For kun på den måde kan de jo leve op til deres formål, nemlig at medvirke aktivt til bevarelse af naturens mangfoldighed. Dels ved at skabe den fascination, der er forudsætning for, at man overhovedet ønsker at bevare naturen, og dels ved at deltage i internationale avlsprogrammer, der sørger for hele tiden at have sunde dyrebestande langt ud i fremtiden. Sunde dyrebestande som dels kan bruges til at studere dyrene for at få viden til at beskytte dem i naturen, og dels at kunne støtte de vilde populationer med genudsætninger hvis nødvendigt.

Hvad gør ZOO for at sikre dyrenes velfærd?

Der er næppe nogen anden branche, der fokuserer så meget på, at give dyrene mulighed for at udføre mest mulig naturlig adfærd som moderne zoologiske haver, dels for at give dyrene en optimal velfærd og dels for at fremkalde så meget naturlig adfærd som muligt, da det jo netop er den naturlige adfærd, der gør dyrene så fascinerende og dermed er i fokus for de zoologiske havers fortælling om dyrene. Vi ved godt, at vi aldrig vil kunne give dyrene forhold fuldstændig som i naturen, men vi kan komme ret langt, hvis vi som alle seriøse zoologiske haver bygger vores management på videnskab og ikke på mavefornemmelser eller romantiserede forestillinger om, hvordan dyrene tænker.

Har dyr i fangenskab nok plads?

Dyreanlæg designes til at tage højde for dyrenes artsspecifikke adfærdsbehov, herunder at de kan få den nødvendige motion. Dyr har eksempelvis ikke noget specielt behov for at ”vandre”. De bevæger sig kun, hvis der er et formål med det. Alt andet ville udsætte dem for yderligere farer. Så, hvis vi sørger for, at dyrene har, hvad de skal bruge, og ikke er udsat for farer, så er der ingen grund for dem til at ”vandre”. Men de skal selvfølgelig kunne bevæge sig omkring for at få den nødvendige motion.

Og selvfølgelig er der en nedre grænse for, hvad der er acceptabelt i forhold til spørgsmålet om dyreanlæggenes størrelse. Men i en moderne zoologisk have er vi ikke nær denne grænse. Kvaliteten af anlægget (dvs. indretningen) er af langt større værdi end størrelsen. Det er indretningen, der giver dyrene de daglige udfordringer, som gør deres liv mere komplekst og udløser en stor del af deres naturlige adfærd. Personligt vil jeg hellere have et lille anlæg, der er godt indrettet, frem for et stort anlæg, der er dårligt indrettet (en indhegnet fodboldbane til en flok dødningehovedaber giver dem meget plads, men ikke store udfordringer. Tværtimod, de ville være skræmt til døde af det åbne område og krybe sammen i det ene hjørne. Men et lille anlæg med træer og buske, hvor de kan gemme sig og komme væk fra hinanden vil til fulde tilgodese deres adfærd og behov for tryghed). Du kan læse meget mere om, hvordan dyrepassere, dyrlæger og zoologer dagligt arbejder med berigelse af dyrene i ZOO her.

Hvorfor flyttes dyrene rundt mellem de forskellige zoologiske haver? Og køber og sælger I jeres dyr?

Først og fremmest er det vigtigt for mig at understrege, at seriøse zoologiske haver ikke køber og sælger dyr, men udveksler dyr med hinanden uden andre udgifter end transportudgifterne. Dyrene udveksles efter, hvad der er bedst for bestanden og ikke ud fra økonomiske. Og det gør vi ud fra en betragtning om, at hvis man skal have en sund bestand langt ud i fremtiden, så er det vigtigt at dyr kan udveksles frit, så man hele tiden kan sikre sig den bedste genetiske sammensætning af dyrebestandene. 

Af samme grund startede man i 1985 de europæiske avlsprogrammer, hvor udveksling af dyr ikke bestemmes af den enkelte zoologiske have, men af en centralt placeret artskoordinator, der på baggrund af stambøger for de enkelte arter hele tiden søger for, at den europæiske bestand af pågældende art har den bedst mulige sammensætning. Kun på den måde kan man sikre bestandenes kvalitet langt ud i fremtiden. Som led i dette arbejde skal der løbende foretages udveksling af dyr mellem haverne. Ellers ville man hurtigt få avlsproblemer. I naturen ville dyrene selv vandre ud i verden for at finde en mage eller en ny flok, men i zoo-verdener det artskoordinatoren, der iværksætter denne udveksling som beskrevet ovenfor, og de enkelte zoologiske haver, der står for transporten. Hvert enkelt dyr blver typisk kun flyttet en enkelt gang eller to i løbet af dets levetid, og når det sker, foregår det efter nøje beskrevne retningslinjer udarbejdet af den interationale transportorganisation, IATA. Både i artskoordinatorens udvælgelse af dyr og under selve transporten tages der i høj grad hensyn til dyrenes adfærdsmæssige og fysiologiske behov, også de sociale. Ingen kan selvfølgelig være tjent med, at dyr får traumer undervejs, eller at de ikke kan fungere i deres nye anlæg på grund af stress eller lignende. Og i praksis foregår transport af zoo-dyr da også helt uden dramatik.

Hvad gør ZOO for at undgå stereotypi?

Ligesom dyrene i naturen er gode til at tilpasse sig nye forhold, når de vandrer fra sted til sted, så er dyrene i zoologiske haver også generelt gode til at tilpasse sig. De danner sig hurtigt et såkaldt ”normalbillede” af deres omgivelser, og så længe dette normalbillede ikke ændrer sig væsentligt, føler de sig trygge. Det kan man tydeligt læse i deres adfærd, når man udfører adfærdsstudier på dem. Men brydes normalbilledet, f.eks. ved, at man krydser en barriere ind til dem, bliver de bange og flygter. Og det er der god mening i. Tag f.eks. antiloperne på den afrikanske savanne. Hvis de hele tiden skulle gå og være bange, fordi de kunne lugte løver, ville de være konstant stresset, da de stort set hele tiden vil være i nærheden af en løveflok. Så i stedet danner de sig et normalbillede af omgivelserne, et billede, der rummer løvedufte og også synet af løver på en vis afstand. Det generer dem ikke. Men hvis løverne begynder at ændre adfærd, hvis de begynder at snige sig frem i stedet for at gå oprejst, så bliver antiloperne bange og stikker af. Og på samme måde er det i en zoologisk have. Så længe publikum opholder sig på deres side af barrieren, så tager dyrene ikke notits af dem. Det er jo en del af deres hverdag og en del af deres normalbillede.

Så er det rigtigt, at man af og til ser, at nogle dyr har stereotypier, og de dyr skal man selvfølgelig arbejde specielt med for at få fjernet årsagerne til stereotypierne. Stereotypierne opstår, fordi der er noget i anlægget, dyrene ikke har det godt med. Det kan være anlæggets udformning eller den sociale sammensætning af gruppen. Stereotypier er således et tegn til os om, at der er noget galt. I gamle dage forsøgte man at komme af med stereotypierne ved at blokere dyrenes stereotype bevægelser. Men det er jo kun symptombehandling, og med den viden, vi har i dag om stereotypiernes årsager, er det eneste rigtige at gøre, at forsøge at finde årsagen til stereotypierne og så fjerne problemet, ikke adfærden i sig selv. Der er næppe nogen zoologisk have, der kan sige sig helt fri for af og til at have stereotypier hos nogle af deres dyr. Det gælder også i København Zoo. Men forskellen fra tidligere er, at i dag arbejder man målrettet på at rette op på situationen, når de forekommer. Det kan tage tid, men det er sjældent, at det ikke lykkes til sidst. Og overordnet set må man sige, at stereotypier i dag er sjældne i de videnskabeligt drevne zoologiske haver, om end de stadig ikke er helt fraværende. I sig selv er stereotypierne ikke noget problem for dyrene, tværtimod. De hjælper dyrene til at klare den situation, de ellers ville have svært ved at klare, simpelthen ved at udskille særlige hormoner, der giver dyret en følelse af velvære. Men for os er det et signal om, at noget er galt, og det skal selvfølgelig tages alvorligt. Derfor har vi også en professionel stab af dyrepassere, dyrlæger og zoologer til at tage sig af dyrene, og vi bruger mange ressourcer på det vi i zoosprog kalder berigelse. Det vil kort sagt sige, at vi gør, hvad vi kan, for at give dyrene så mange udfordringer i dagligdagen som muligt, så de får en hverdag, der minder om den, de har i naturen og dermed ikke kommer i en situation, som de ikke kan vænne sig til.

Hvorfor medvirker ZOO i avlsprogrammer på de dyr, der ikke er truede i naturen?

Det er rigtigt, at en del af vores avlsprogrammer er med dyr, der ikke er direkte truet i naturen. Men det er jo ikke kun de truede dyr, der er spændende, og som skal bevares for fremtiden, det er også de andre. Og hvem kan sige, hvilke dyrearter, der er truet i morgen? Derfor har vi avlsprogrammer for begge kategorier, så begge også findes om hundrede år eller mere. Hvis vi først starter et avlsprogram for en dyreart, når det er stærkt truet i naturen, så kan de meget vel være for sent. Så jo, zoologiske haver arbejder målrettet for at bevare mangfoldigheden i naturen, velvidende, at det ikke er muligt at redde alt. Men zoologiske haver kan yde et vigtigt bidrag, og det ansvar skal vi leve op til ved hele tiden at optimere vores dyrebestande. Så avlen af dyr sker ikke for at ”underholde”, men for at fascinere og dermed generere ansvar for naturen – et ansvar som forhåbentlig gør, at også de kommende generationer kan nyde naturens mange vidundere.

Alternativet til at drive seriøse zoologiske haver baseret på forskning er, at næste generationer ikke oplever den fantastiske mangfoldighed, som dyreverden består af, og at de dermed heller ikke får noget forhold til den. Har man ikke noget forhold til naturen, så tager man heller ikke ansvar. Og dermed ødelægger vi fundamentet for naturbevarelse.

Forvaltning af dyrebestanden

Når man driver en zoo, er der en række zoologiske og etiske overvejelser, man skal gøre sig. Her giver Zoo et indblik i nogle af de beslutninger, der skal tages, og begrundelserne herfor.

I Zoo kan du glæde dig over en stor variation af dyr lige fra sommerfugle til elefanter. Dyrene trives, og vi lægger  stor vægt på, at dyrene har mulighed for mest mulig naturlig adfærd. De færreste gør sig tanker om, hvad der ligger bag sådan en dyrebestand: Hvordan får vi den, og hvordan opretholder vi den?

Stort set alle dyr i Zoo er født i fangenskab; kun i meget få tilfælde kommer dyrene direkte fra naturen og kun som led i et internationalt avlsprogram. Som da Zoo i 1998 hentede fire unge moskusokser i Grønland til det europæiske avlsprogram.

Zoo har ansvar for at holde sin dyrebestand sund og rask og hele tiden få den forynget, så der også er sunde og raske dyr i fremtiden. Det gør vi ved at få dyrene til at yngle og ved at sammensætte yngleparrene på bedst tænkelige måde. 

 

Hvem skal have lov at yngle?

Ved valg af ynglepar må hannen og hunnen ikke være beslægtet. Hvis beslægtede dyr får unger, opstår der indavl, og afkommet bliver mindre levedygtigt. Dyr, der indgår i internationale avlssamarbejder, bliver sammensat af en artskoordinator, der ud fra et nøje kendskab til dyrenes afstamning finder de dyr, der passer bedst sammen. Det er artskoordinatorens ansvar, at den samlede bestand hele tiden har den optimale sammensætning, så den er sund og kan eksistere langt ud i fremtiden.

Selv med de bedste forberedelser vil der af og til fødes dyr, der ikke passer ind i ”systemet”; såkaldte overskudsdyr. Det kan være, fordi deres gener allerede er vel repræsenteret i bestanden, så de derfor ikke skal yngle, eller at der ikke er plads til dem med den begrænsede plads, der er til rådighed i de zoo’er, der deltager i avlssamarbejdet. I de tilfælde kan man blive nødt til at aflive enkeltindivider, så de ikke tager plads op for genetisk set mere værdifulde individer, eller for at undgå, at dyrene bliver trængt sammen på for lidt plads og dermed får velfærdsproblemer.

 

Kan man forhindre dyrene i at yngle?

Hvorfor forhindrer man ikke nogle af dyrene i at yngle, så der ikke kommer et overskud? Det kan man ved enten at holde hanner og hunner hver for sig, ved at give dem prævention eller sterilisere dem. I Zoo mener vi ikke, det er en god løsning. Forhindrer man dyrene i at yngle, fratager man dem en meget stor del af deres naturlige adfærd, nemlig hele forældreadfærden, som dyrene i et, to eller flere år bruger 24 timer i døgnet på. Man nedsætter således deres velfærd markant for at undgå at komme i en situation, hvor man er nødt til at aflive afkom.

Desuden har kemisk prævention mange bivirkninger og kan ende med at blive en permanent sterilisation. Undersøgelser viser, at mange arter får alvorlige skader på lever og nyrer ved brug af kemisk kastration, og at kun ganske få dyr, som i en periode har fået p-piller eller anden prævention, kan blive drægtige igen, når man tager præventionen fra dem. Det er katastrofalt, da man så pludselig har et stort antal dyr, der ikke kan yngle og få det antal unger, der skal til for at opretholde bestanden. Ny forskning peger endvidere på, at sociale dyr, der ikke lever sammen i brunstperioden, har sværere ved at yngle efterfølgende. 

Kan man aflive sunde dyr?

I Zoo lader vi derfor dyrene yngle med naturlige intervaller for at give dem mest mulig naturlig adfærd og for at have det bedst mulige grundlag for avlssamarbejdet. Skulle der ske det, at vi ikke kan sende ungerne til en anden zoo på det tidspunkt, hvor de i naturen ville forlade forældrene, afliver vi dem. Derved sikrer vi, at alle de dyr vi har i Zoo får et godt liv, uanset om det er kort eller langt.

Det er etisk i orden at aflive sunde dyr, når det indgår i en velbegrundet sammenhæng. Vi mennesker afliver dagligt millioner af dyr, der bruges til mad og tøj, og overalt i verden regulerer lande løbende deres dyrebestande i naturen. I Danmark skyder vi tusindvis af rådyr; i mange andre lande er det kaniner og vildsvin – alle sammen sunde dyr, der for at sikre en sund og ikke overfyldt dyrebestand, bliver skudt. Så det at aflive sunde dyr er ikke i sig selv forkert. Men man skal selvfølgelig have en velbegrundet årsag. I Zoo er årsagen, at vi gør det for at sikre en sund dyrebestand langt ud i fremtiden. Desuden går dyrene ikke til spilde. De bliver brugt i formidlingen i form af dissektioner, skind og knogler bliver brugt i undervisningen af skoleelever eller de indgår i videnskabelige undersøgelser, der er med til at sikre størst mulig viden om dyrene i Zoos varetægt. Endelig gør nogle af dyrene gavn som foder for rovdyrene.

 

Kan man ikke sætte dyrene ud i naturen?

Dyr bør kun genudsættes som led i nøje koordinerede programmer for at genetablere dyrebestande eller for at forstærke allerede eksisterende dyrebestande; ellers mislykkes det. Når man sætter dyr ud i naturen, skal det altid være de genetisk ”bedste” dyr, ikke ”overskudsdyr”. Man skal altså foretage en nøje udvælgelse, så kun de dyr, der har de bedste chancer for at overleve i naturen, bliver sat ud.

Derudover skal man sørge for, at et væld af andre forhold er til stede: Den trussel, der oprindelig gjorde, at dyrearten blev truet, skal være under kontrol, der skal være et ordentligt fødegrundlag for dyrene, så de ikke sulter ihjel, og der skal være plads til dem, så de kan etablere de nødvendige territorier, osv. – faktorer, der er nøje beskrevet af IUCN, den internationale naturbeskyttelsesorganisation. Man må på ingen måde bare benytte naturen som ”losseplads” for uønskede dyr.

 

Overskud er positivt

”Overskudsdyr” er et naturligt fænomen og en konsekvens af, at dyrene yngler godt. Det er glædeligt og en nødvendighed for at sikre bestandene langt ud i fremtiden. I naturen føder dyrene langt flere unger, end der er plads til. Men mange unger dør i en tidlig alder. Af et løvekuld på fire er der i gennemsnit kun én unge, der når at blive to år gammel. De tre andre unger dør typisk af sult, sygdom eller de bliver ædt af andre rovdyr. Hvis løverne kun fik det antal unger, der skulle til for at erstatte de dyr, der døde af alderdom, ville løvebestanden hurtigt gå ned.

På samme måde er det i Zoo. Selvom vi samarbejder med andre zoologiske haver, er der kun begrænset plads, og vi må hele tiden sørge for at tilpasse bestanden til den plads, der er. Yngler dyrene rigtigt godt, betyder det, at der af og til vil opstå et overskud, og så er vi tilbage til diskussionen om, hvilke dyr, der skal have lov til at yngle.

Af videnskabelig direktør Bengt Holst

BBC Horizon om moderne zoodrift

BBC Horizon har besøgt flere zoos i verden for at dokumentere, hvordan moderne zoologiske haver drives. I sommers gæstede de også Zoo, hvor de grundigt fulgte en dissektion af en sabelantilope og interviewede dyrlægen om den forskning antilopen bidrager til.

Nedenfor fortæller BBC Horizons vært Liz Bonnin om besøget i Zoo.

BBC Horizon visited several zoos in the world to document how modern zoos are operated. This summer they visited Copenhagen Zoo and carefully followed a dissection of an antelope and interviewed the vet about the research that the antelope contributes to.

Below BBC Horizon host Liz Bonnin tells about the visit in Copenhagen Zoo.

Liz Bonnin og BBC Horizon i Zoo

Q & A to scientific director Bengt Holst

Why does Copenhagen Zoo euthanize healthy animals?

Copenhagen Zoo’s animals are part of an international breeding programme which aims at ensuring a healthy animal population in European zoos. This is done by constantly ensuring that only unrelated animals breed so that inbreeding is avoided. If an animal’s genes are well represented in a population further breeding with that particular animal is unwanted. When an animal's genes are well represented in the breeding programme and there is no place for the animal in another zoo, the European Breeding Programme has agreed that the animal is to be euthanized. This is a situation that we know from other group animals that breed well. When breeding success increases it is sometimes necessary to euthanize.

We see this as a positive sign and as an insurance that we in the future will have a healthy animal population in European zoos. The same type of management is used in deer parks where red deer and fallow deer are culled to keep the populations healthy. The most important factor must be that the animals are healthy physically and behaviourally and that they have a good life whilst they are living whether this life is long or short. This is something Copenhagen Zoo believes strongly in. 

 

Why are the animals not given contraceptives?

In Copenhagen Zoo we let the animals breed naturally. With naturally we mean that they will get young within the same intervals as they would in the wild. That means that the animals get to carry out their natural behaviours. Parental care is a big part of an animal’s behaviour. It is a 24 hour job in longer periods of their lives and we believe that they should still be able to carry out this type of behaviour also in captivity. Contraceptives have a number of unwanted side effects on the internal organs and we would therefore apply a poorer animal welfare if we did not euthanize.

 

Why not transfer the animal to a zoo which is not part of the breeding programme or to a zoo that is interested in getting the animal?  

Only zoos that follow certain rules can be part of international breeding programmes. In Europe this is only the zoos that are members of the European Association of Zoos and Aquaria (EAZA). EAZA is an association that counts just over 300 members.

As a member of EAZA you agree to the following rules of not selling animals, working on a scientific basis and ensuring animal welfare. The international breeding programmes are fully controlled and open and are collaborations between institutions that follow from the same set of rules. This is important for the breeding programmes to work.

 

Why can't the animal be released in the wild?

It is not easy to reintroduce an animal to the wild. Many factors have to be considered and these are described in detail in IUCN's Reintroduction Guidelines (IUCN: International Union for Conservation of Nature). You can not just set animals ‘free’ if there is no possibility of them surviving.  First of all you have to consider what made the animal endangered in the first place and whether this is still the case.

Another important factor is local support as it is the local community that has to live with the animals. Unless it is part of an official release programme animals are not reintroduced. The natural habitats will be full of dangers and challenges so the animals that evidently are part of a reintroduction programme will be carefully selected to increase the chance of survival.

 

What does Copenhagen Zoo do with the dead animals?

After euthanasia the animal will be autopsied as we do with all our animals. That way we will collect important knowledge about the animal – knowledge that can benefit other animals of the same species. In case of euthanizing for example an antelope, horse or giraffe, the carcass will be used as food for the Zoo’s carnivores. When animals are euthanized with an overdose of aesthetic it is not possible to use the remains for food. However if the animal is first anaesthetized and then put down with a bolt pistol (same procedure as with horses and cows) it can be given to the carnivores.



Why does Copenhagen Zoo do public autopsies?

At Copenhagen Zoo we perform autopsies on all animals that die - from the smallest mouse to antelopes and elephants. We do this in order to gain new knowledge about the animals and to prevent diseases. Sometime, when we need to perform an autopsy, we invite our guests to observe our vets conducting the important work.

The vets are good communicators and during the autopsy they explain what we see, and how the whole organism works in an educational effort directed towards our guests. We are always careful to inform our guests beforehand that the process might be considered overwhelming for some and what they can expect if they chose to attend the autopsy.

By scientific director Bengt Holst

FURTHER READING

A lot has been said about the euthanasia of the above mentioned giraffe. People and organisations from all over the world have stated their criticque or support of the action, and as so often happens there have also been a lot of misunderstandings. Consequently there is a need for clarification.

In the article scientific director Bengt Holst has described what REALLY happened as well as the background for the decisions.

The three main points of criticism were:

  • Euthanasia/culling of a 2 year old male giraffe
  • Inviting the public to watch the autopsy
  • Feeding the carcass to the lions

Please find the answers in the full article here:


FURTHER READING