FORVALTNING AF DYREBESTAND

I Zoologisk Have København tager vi arbejdet med dyrene meget alvorligt. Det gælder både i den daglige forvaltning af dyrene og i de mange naturbevarelsesprojekter, vi er engageret i over hele kloden. Vi sætter en ære i, at vores tilgang til dyrene og naturen er baseret på viden, forskning og fornuft. Men hvad er den dybere mening med at drive zoologiske haver, og hvordan bidrager ZOO med naturbevarelse nationalt og internationalt? 

Det overordnede formål med zoologiske haver er naturbevarelse. Målet nås gennem fire hovedaktiviteter: 

• ZOO skaber fascination for naturen 
• ZOO formidler om naturen 
• Forskning 
• In situ naturbevarelsesaktiviteter  

Det, der gør zoologiske haver unikke er, at vi bygger disse fire hovedaktiviteter på levende dyr, der fungerer som ambassadører for deres artsfæller i naturen. Det er der ingen andre, der gør, og derfor kan vi bidrage ganske særligt til naturbevarelse. Men for også at kunne udføre dette arbejde langt ud i fremtiden, 50 og 100 år fra nu, er det vigtigt, at vi forvalter vores dyrebestand ordentligt. Og det gælder på to planer: 

• Individuelt: Vi skal sørge for god velfærd for vores dyr. 
• Bestandsmæssigt: Vi skal sørge for at forvalte vores bestande, så de også er sunde og genetisk mangfoldige om 50 og 100 år. 

Det er i det lys, man skal se de seriøse zoologiske havers virke, og de rammer, vi arbejder under. Og for at kunne fascinere og lave god formidling, skal vi sørge for, at dyrene har så gode udfoldelsesmuligheder som muligt. Ellers formidler vi en forkert historie og når derfor ikke vores mål. Så god velfærd og hensyn til dyrenes naturlige behov er absolut nødvendige faktorer i enhver zoodrift. 

Der findes gode zoologiske haver og dårlige zoologiske haver. Og der er ingen tvivl om, at der på verdensplan er mange zoos, der ikke opfylder de krav, man bør stille til dem. 

De videnskabeligt baserede zoos har et overordnet formål, og gør et stort arbejde for at tilgodese dyrenes behov mest muligt. For kun på den måde kan de jo leve op til deres formål, nemlig at medvirke aktivt til bevarelse af naturens mangfoldighed. 

Dels ved at skabe den fascination, der er forudsætning for, at man overhovedet ønsker at bevare naturen, og dels ved at deltage i internationale avlsprogrammer, der sørger for hele tiden at have sunde dyrebestande langt ud i fremtiden. Sunde dyrebestande som dels kan bruges til at studere dyrene for at få viden til at beskytte dem i naturen, og dels at kunne støtte de vilde populationer med genudsætninger hvis nødvendigt. 

Der er næppe nogen anden branche, der fokuserer så meget på, at give dyrene mulighed for at udføre mest mulig naturlig adfærd som moderne zoologiske haver, dels for at give dyrene en optimal velfærd og dels for at fremkalde så meget naturlig adfærd som muligt, da det jo netop er den naturlige adfærd, der gør dyrene så fascinerende og dermed er i fokus for de zoologiske havers fortælling om dyrene. 

Vi ved godt, at vi aldrig vil kunne give dyrene forhold fuldstændig som i naturen, men vi kan komme ret langt, hvis vi som alle seriøse zoologiske haver bygger vores management på videnskab og ikke på mavefornemmelser eller romantiserede forestillinger om, hvordan dyrene tænker. 

Dyreanlæg designes til at tage højde for dyrenes artsspecifikke adfærdsbehov, herunder at de kan få den nødvendige motion. Dyr har eksempelvis ikke noget specielt behov for at ”vandre”. De bevæger sig kun, hvis der er et formål med det. Alt andet ville udsætte dem for yderligere farer. Så, hvis vi sørger for, at dyrene har, hvad de skal bruge, og ikke er udsat for farer, så er der ingen grund for dem til at ”vandre”. Men de skal selvfølgelig kunne bevæge sig omkring for at få den nødvendige motion. 

Og selvfølgelig er der en nedre grænse for, hvad der er acceptabelt i forhold til spørgsmålet om dyreanlæggenes størrelse. Men i en moderne zoologisk have er vi ikke nær denne grænse. Kvaliteten af anlægget (dvs. indretningen) er af langt større værdi end størrelsen. 

Det er indretningen, der giver dyrene de daglige udfordringer, som gør deres liv mere komplekst og udløser en stor del af deres naturlige adfærd. Et lille anlæg, der er godt indrettet, frem for et stort anlæg, der er dårligt indrettet er bedre (en indhegnet fodboldbane til en flok dødningehovedaber giver dem meget plads, men ikke store udfordringer. Tværtimod, de ville være skræmt til døde af det åbne område og krybe sammen i det ene hjørne. Men et lille anlæg med træer og buske, hvor de kan gemme sig og komme væk fra hinanden vil til fulde tilgodese deres adfærd og behov for tryghed). 

Det er vigtigt at understrege, at seriøse zoologiske haver ikke køber og sælger dyr, men udveksler dyr med hinanden uden andre udgifter end transportudgifterne. Dyrene udveksles efter, hvad der er bedst for bestanden og ikke ud fra økonomiske. Og det gør vi ud fra en betragtning om, at hvis man skal have en sund bestand langt ud i fremtiden, er det vigtigt, at dyr kan udveksles frit, så man hele tiden kan sikre sig den bedste genetiske sammensætning af dyrebestandene.  

Af samme grund startede man i 1985 de europæiske avlsprogrammer, hvor udveksling af dyr ikke bestemmes af den enkelte zoologiske have, men af en centralt placeret artskoordinator, der på baggrund af stambøger for de enkelte arter hele tiden søger for, at den europæiske bestand af pågældende art har den bedst mulige sammensætning. Kun på den måde kan man sikre bestandenes kvalitet langt ud i fremtiden. 

Som led i dette arbejde skal der løbende foretages udveksling af dyr mellem haverne. Ellers ville man hurtigt få avlsproblemer. I naturen ville dyrene selv vandre ud i verden for at finde en mage eller en ny flok, men i zoo-verdener er det artskoordinatoren, der iværksætter denne udveksling som beskrevet ovenfor, og de enkelte zoologiske haver, der står for transporten. 

Hvert enkelt dyr bliver typisk kun flyttet en enkelt gang eller to i løbet af dets levetid, og når det sker, foregår det efter nøje beskrevne retningslinjer udarbejdet af den internationale transportorganisation, IATA. 

Både i artskoordinatorens udvælgelse af dyr og under selve transporten tages der i høj grad hensyn til dyrenes adfærdsmæssige og fysiologiske behov, også de sociale. Ingen kan selvfølgelig være tjent med, at dyr får traumer undervejs, eller at de ikke kan fungere i deres nye anlæg på grund af stress eller lignende. Og i praksis foregår transport af zoo-dyr da også helt uden dramatik. 

Ligesom dyrene i naturen er gode til at tilpasse sig nye forhold, når de vandrer fra sted til sted, så er dyrene i zoologiske haver også generelt gode til at tilpasse sig. De danner sig hurtigt et såkaldt ”normalbillede” af deres omgivelser, og så længe dette normalbillede ikke ændrer sig væsentligt, føler de sig trygge. 

Det kan man tydeligt læse i deres adfærd, når man udfører adfærdsstudier på dem. Men brydes normalbilledet f.eks. ved, at man krydser en barriere ind til dem, bliver de bange og flygter. Og det er der god mening i. Tag f.eks. antiloperne på den afrikanske savanne. Hvis de hele tiden skulle gå og være bange, fordi de kunne lugte løver, ville de være konstant stressede, da de stort set hele tiden vil være i nærheden af en løveflok. Så i stedet danner de sig et normalbillede af omgivelserne, et billede, der rummer løvedufte og også synet af løver på en vis afstand. Det generer dem ikke. 

Men hvis løverne begynder at ændre adfærd, hvis de begynder at snige sig frem i stedet for at gå oprejst, så bliver antiloperne bange og stikker af. Og på samme måde er det i en zoologisk have. Så længe publikum opholder sig på deres side af barrieren, tager dyrene ikke notits af dem. Det er jo en del af deres hverdag og en del af deres normalbillede. 

Så er det rigtigt, at man af og til ser, at nogle dyr har stereotypier, og de dyr skal man selvfølgelig arbejde specielt med for at få fjernet årsagerne til stereotypierne. Stereotypierne opstår, fordi der er noget i anlægget, dyrene ikke har det godt med. Det kan være anlæggets udformning eller den sociale sammensætning af gruppen. 

Stereotypier er således et tegn til os om, at der er noget galt. I gamle dage forsøgte man at komme af med stereotypierne ved at blokere dyrenes stereotype bevægelser. Men det er jo kun symptombehandling, og med den viden, vi har i dag om stereotypiernes årsager, er det eneste rigtige at gøre, at forsøge at finde årsagen til stereotypierne og så fjerne problemet, ikke adfærden i sig selv. 

Der er næppe nogen zoologisk have, der kan sige sig helt fri for af og til at have stereotypier hos nogle af deres dyr. Det gælder også i København ZOO. Men forskellen fra tidligere er, at i dag arbejder man målrettet på at rette op på situationen, når de forekommer. Det kan tage tid, men det er sjældent, at det ikke lykkes til sidst. Og overordnet set må man sige, at stereotypier i dag er sjældne i de videnskabeligt drevne zoologiske haver, om end de stadig ikke er helt fraværende. 

I sig selv er stereotypierne ikke noget problem for dyrene, tværtimod. De hjælper dyrene til at klare den situation, de ellers ville have svært ved at klare, simpelthen ved at udskille særlige hormoner, der giver dyret en følelse af velvære. Men for os er det et signal om, at noget er galt, og det skal selvfølgelig tages alvorligt. Derfor har vi også en professionel stab af dyrepassere, dyrlæger og zoologer til at tage sig af dyrene, og vi bruger mange ressourcer på det, vi i zoosprog kalder berigelse. Det vil kort sagt sige, at vi gør, hvad vi kan, for at give dyrene så mange udfordringer i dagligdagen som muligt, så de får en hverdag, der minder om den, de har i naturen og dermed ikke kommer i en situation, som de ikke kan vænne sig til. 

Det er rigtigt, at en del af vores avlsprogrammer er med dyr, der ikke er direkte truet i naturen. Men det er jo ikke kun de truede dyr, der er spændende, og som skal bevares for fremtiden, det er også de andre. Og hvem kan sige, hvilke dyrearter, der er truet i morgen? 

Derfor har vi avlsprogrammer for begge kategorier, så begge også findes om hundrede år eller mere. Hvis vi først starter et avlsprogram for en dyreart, når det er stærkt truet i naturen, kan det meget vel være for sent. 

Zoologiske haver arbejder målrettet for at bevare mangfoldigheden i naturen, velvidende, at det ikke er muligt at redde alt. Men zoologiske haver kan yde et vigtigt bidrag, og det ansvar skal vi leve op til ved hele tiden at optimere vores dyrebestande. Så avlen af dyr sker ikke for at ”underholde”, men for at fascinere og dermed generere ansvar for naturen – et ansvar som forhåbentlig gør, at også de kommende generationer kan nyde naturens mange vidundere. 

Alternativet til at drive seriøse zoologiske haver baseret på forskning er, at næste generationer ikke oplever den fantastiske mangfoldighed, som dyreverdenen består af, og at de dermed heller ikke får noget forhold til den. Har man ikke noget forhold til naturen, så tager man heller ikke ansvar. Og dermed ødelægger vi fundamentet for naturbevarelse. 

Når man driver en zoo, er der en række zoologiske og etiske overvejelser, man skal gøre sig. Her giver ZOO et indblik i nogle af de beslutninger, der skal tages, og begrundelserne herfor. 

I ZOO kan du glæde dig over en stor variation af dyr lige fra sommerfugle til elefanter. Dyrene trives, og vi lægger stor vægt på, at dyrene har mulighed for mest mulig naturlig adfærd. De færreste gør sig tanker om, hvad der ligger bag sådan en dyrebestand: Hvordan får vi den, og hvordan opretholder vi den? 

Stort set alle dyr i ZOO er født i fangenskab; kun i meget få tilfælde kommer dyrene direkte fra naturen og kun som led i et internationalt avlsprogram. Som da ZOO i 1998 hentede fire unge moskusokser i Grønland til det europæiske avlsprogram. 

ZOO har ansvar for at holde sin dyrebestand sund og rask og hele tiden få den forynget, så der også er sunde og raske dyr i fremtiden. Det gør vi ved at få dyrene til at yngle og ved at sammensætte yngleparrene på bedst tænkelige måde. 

Ved valg af ynglepar må hannen og hunnen ikke være beslægtet. Hvis beslægtede dyr får unger, opstår der indavl, og afkommet bliver mindre levedygtigt. Dyr, der indgår i internationale avlssamarbejder, bliver sammensat af en artskoordinator, der ud fra et nøje kendskab til dyrenes afstamning finder de dyr, der passer bedst sammen. Det er artskoordinatorens ansvar, at den samlede bestand hele tiden har den optimale sammensætning, så den er sund og kan eksistere langt ud i fremtiden. 

Selv med de bedste forberedelser vil der af og til fødes dyr, der ikke passer ind i ”systemet”; såkaldte overskudsdyr. Det kan være, fordi deres gener allerede er vel repræsenteret i bestanden, så de derfor ikke skal yngle, eller at der ikke er plads til dem med den begrænsede plads, der er til rådighed i de zoo’er, der deltager i avlssamarbejdet. 

I de tilfælde kan man blive nødt til at aflive enkeltindivider, så de ikke tager plads op for genetisk set mere værdifulde individer, eller for at undgå, at dyrene bliver trængt sammen på for lidt plads og dermed får velfærdsproblemer. 

Hvorfor forhindrer man ikke nogle af dyrene i at yngle, så der ikke kommer et overskud? Det kan man ved enten at holde hanner og hunner hver for sig, ved at give dem prævention eller sterilisere dem. I ZOO mener vi ikke, det er en god løsning. 

Forhindrer man dyrene i at yngle, fratager man dem en meget stor del af deres naturlige adfærd, nemlig hele forældreadfærden, som dyrene i et, to eller flere år bruger 24 timer i døgnet på. Man nedsætter således deres velfærd markant for at undgå at komme i en situation, hvor man er nødt til at aflive afkom. 

Desuden har kemisk prævention mange bivirkninger og kan ende med at blive en permanent sterilisation. Undersøgelser viser, at mange arter får alvorlige skader på lever og nyrer ved brug af kemisk kastration, og at kun ganske få dyr, som i en periode har fået p-piller eller anden prævention, kan blive drægtige igen, når man tager præventionen fra dem. 

Det er katastrofalt, da man så pludselig har et stort antal dyr, der ikke kan yngle og få det antal unger, der skal til for at opretholde bestanden. Ny forskning peger endvidere på, at sociale dyr, der ikke lever sammen i brunstperioden, har sværere ved at yngle efterfølgende.  

I ZOO lader vi derfor dyrene yngle med naturlige intervaller for at give dem mest mulig naturlig adfærd og for at have det bedst mulige grundlag for avlssamarbejdet. Skulle der ske det, at vi ikke kan sende ungerne til en anden zoo på det tidspunkt, hvor de i naturen ville forlade forældrene, afliver vi dem. Derved sikrer vi, at alle de dyr vi har i ZOO får et godt liv, uanset om det er kort eller langt. 

Det er etisk i orden at aflive sunde dyr, når det indgår i en velbegrundet sammenhæng. Vi mennesker afliver dagligt millioner af dyr, der bruges til mad og tøj, og overalt i verden regulerer lande løbende deres dyrebestande i naturen. 

I Danmark skyder vi tusindvis af rådyr; i mange andre lande er det kaniner og vildsvin – alle sammen sunde dyr, der for at sikre en sund og ikke overfyldt dyrebestand, bliver skudt. Så det at aflive sunde dyr er ikke i sig selv forkert. Men man skal selvfølgelig have en velbegrundet årsag. I ZOO er årsagen, at vi gør det for at sikre en sund dyrebestand langt ud i fremtiden. 

Desuden går dyrene ikke til spilde. De bliver brugt i formidlingen i form af dissektioner, skind og knogler bliver brugt i undervisningen af skoleelever eller de indgår i videnskabelige undersøgelser, der er med til at sikre størst mulig viden om dyrene i ZOOs varetægt. Endelig gør nogle af dyrene gavn som foder for rovdyrene. 

Dyr bør kun genudsættes som led i nøje koordinerede programmer for at genetablere dyrebestande eller for at forstærke allerede eksisterende dyrebestande; ellers mislykkes det. Når man sætter dyr ud i naturen, skal det altid være de genetisk ”bedste” dyr, ikke ”overskudsdyr”. Man skal altså foretage en nøje udvælgelse, så kun de dyr, der har de bedste chancer for at overleve i naturen, bliver sat ud. 

Derudover skal man sørge for, at et væld af andre forhold er til stede: Den trussel, der oprindelig gjorde, at dyrearten blev truet, skal være under kontrol, der skal være et ordentligt fødegrundlag for dyrene, så de ikke sulter ihjel, og der skal være plads til dem, så de kan etablere de nødvendige territorier, osv. – faktorer, der er nøje beskrevet af IUCN, den internationale naturbeskyttelsesorganisation. Man må på ingen måde bare benytte naturen som ”losseplads” for uønskede dyr. 

”Overskudsdyr” er et naturligt fænomen og en konsekvens af, at dyrene yngler godt. Det er glædeligt og en nødvendighed for at sikre bestandene langt ud i fremtiden. I naturen føder dyrene langt flere unger, end der er plads til. Men mange unger dør i en tidlig alder. Af et løvekuld på fire er der i gennemsnit kun én unge, der når at blive to år gammel. De tre andre unger dør typisk af sult, sygdom eller de bliver ædt af andre rovdyr. Hvis løverne kun fik det antal unger, der skulle til for at erstatte de dyr, der døde af alderdom, ville løvebestanden hurtigt gå ned. 

På samme måde er det i ZOO. Selvom vi samarbejder med andre zoologiske haver, er der kun begrænset plads, og vi må hele tiden sørge for at tilpasse bestanden til den plads, der er. Yngler dyrene rigtigt godt, betyder det, at der af og til vil opstå et overskud, og så er vi tilbage til diskussionen om, hvilke dyr, der skal have lov til at yngle. 

Find listen over dyrebestanden nedenfor.