Sæljagt i det nordlige Canada

”Har I varmt tøj på?”, spørger borgmesteren, da han modtager os på havnemolen. Han er ved at gøre den båd klar, som skal tage os med ud på sæljagt. Temperaturen er omkring 5oC og det føles næsten som om, at vi har taget for meget tøj på, mens vi stiger i båden med solen skinnende fra en skyfri himmel. Men jeg ved, at så snart vi kommer ud på åbent vand, kan det hurtigt blive koldt, og jeg glæder mig over det ekstra sæt varme luffer i rygsækken.

Borgmesteren er førstemand for den lille by Igloolik, der ligger i den nyligt etablerede stat Nunavut i det nordlige Canada. Byen har omkring 1500 indbyggere og ligger på en lille ø, der ikke er større end, at man kan køre hele vejen rundt på en dag. Øen ligger ikke langt fra Melville Peninsula, som er en del af det Canadiske fastland.

Den lille båd har kun lige plads til de fire passagerer som vores gruppe består af, samt borgmesteren og hans jagtkammerat. Borgmesteren skulle først have fri fra arbejde, så klokken er halv seks, før vi sejler ud. Derfor har vi medbragt brød, pølse og ost fra det lokale supermarked, en kærkommen erstatning for den sædvanlige aftensmad på hotellet. Hotel Igloolik Inn, som vi bor på, er den ene af byens to restauranter og menukortet består stort set kun af retter, man kan tage ud af fryseren og putte i en frituregryde.

Supermarkedets hylder var halvtomme de første par dage vi var her, men efter at årets første forsyningsskib, med alt fra toiletpapir og æbler til redningsveste og snescootere, er ankommet til byen, er hylderne atter fyldt op. Det kæmpemæssige forsyningsskib fra Quebec, ligger for anker fem minutters sejlads fra molen. Da vi sejler forbi, kan vi se, at de stadig er ved at læsse containere over på den store pram, som ved hjælp af en lille slæbebåd bliver skubbet ind til stranden. De kæmpemæssige gaffeltrucks arbejder næsten i døgndrift og fylder hurtigt stranden op med det, der skal udgøre byens forsyninger for hele vinteren.

Jo længere vi kommer væk fra øen, desto tydeligere bliver det smukke flade tundra landskab. Hele området er meget fladt, hvilket også betyder, at havdybden sjældent overstiger 100 meter. Dette har indflydelse på dyrelivet i bugten. Her findes f.eks. ikke narhvaler, som helst vil have dybere vand, hvor de kan jage hellefisk og blæksprutter. Der er til gengæld masser af sæler, primært grønlandssæl og ringsæl, og det er dem, vi skal på jagt efter.

Selv med kikkert er det svært at se, hvilken slags sæl der, på sikker afstand af båden, stikker hovedet op ad vandet. Men der er et lille trick: når ringsælen, som er den mindste og den mest almindelige af sælarterne i Arktis, kommer op til overfladen, vil den typisk svømme lidt rundt i vandoverfladen, før den atter dykker. Grønlandssælen derimod, stikker hovedet og overkroppen lige op ad vandet og dykker derefter.

Den første sæl, vi ser, er en grønlandssæl, der ca. 50 meter fra båden stikker hovedet op af vandet. Båden bliver stoppet og riflen med kikkertsigte trukket frem. Skuddet rammer en halv meter ved siden af, og sælen dykker straks. Teknikken er så, at båden sejles hurtigt frem til stedet, hvor sælen var, og her venter man så på, at den skal komme op igen. Der går typisk under fem minutter før sælen atter kigger frem, selvom de ældre og mere erfarne sæler ofte bliver længere tid under vandet, før de kommer op igen. Jeg spørger, om vi skal være stille, mens vi venter på sælen. Men nej, tværtimod. Nogle gange kan de faktisk lokkes op til overfladen, ved at man laver små bankelyde på siden af båden.

Pludselig, efter kun to minutter, er sælen der igen, og der bliver atter affyret et skud mod den. Men igen forgæves. Sådan fortsætter jagten i omkring en halv time, før vi opgiver og sejler ind til en strand, hvor en anden båd havde lagt til.

Familien i denne båd har været heldige og har skudt en ringsæl. Vi stimler nysgerrigt sammen omkring dem for at overvære, at sælen bliver pelset og parteret. Det tager kun tyve minutter, så er pelsen skåret fri for spæk, de uspiselige dele af indvoldene lagt til side, og leveren samt de store rygmuskler klar til at blive delt ud til familien i mundrette stykker. Selvom sælen ikke er ret stor er det en stor begivenhed at nedlægge en sæl. Næsten alt kan bruges. Kødet og dele af indvoldene spises, skindet bruges til tøj, resten af indvoldene bruges til hundefoder, og spækket egner sig godt til lampeolie.

Vi bliver også tilbudt at smage og får endda lov at vælge mellem lever eller bøf. Jeg vælger et stykke bøf. Den kraftige smag af fersk blod og fornemmelsen af det seje varme kød skal man nok lige vænne sig til, før det bliver en nydelse. Men at stå i solnedgangen med udsigt over den canadiske tundra og spise rå sæl er alligevel en gastronomisk oplevelse i særklasse. Og sulten stilles sidenhen af vores medbragte madpakke med stor fornøjelse. 

Turen hjem mod byen er akkompagneret af en fantastisk orange-lilla himmel, der spejler sig i det stille hav. Flokke af snegæs, havlit og ryler kan anes som silhuetter i skumringen. Den tiltagende kulde er det eneste minus i denne unikke oplevelse midt i de arktiske vidder, men de varme luffer fra rygsækken bliver fundet frem og varmen i fingrene kommer langsomt tilbage, mens lyset fra den lille by nærmer sig i horisonten.

Horisontal Navigation

Zoologisk Have - Roskildevej 32 - DK-2000 Frederiksberg - Tlf.: 72 200 200 - E-mail: zoo@zoo.dk
Copyright © 2008 København Zoo. Alle rettigheder er beskyttede. Juridiske forbehold