Biologi

Klokkefrøen lever i lavvandede områder. Den nært beslægtede gulbugede klokkefrø lever derimod i bjergrige områder.

Klokkefrøen har fået sit navn efter den bløde, melodiske tone, som hannerne i parringstiden gentager med 2 sekunders intervaller. "Klokkeslagene" kan høres op til 3 km væk. Navnet "Peder Oxes frø" stammer fra en skrøne om, at Peder Oxe i 1500-tallet skulle have udsat klokkefrøen på Sjælland.

Klokkefrøen er en 5 cm lille frø med vortet, tudseagtig hud. Oversiden er gråbrun med sorte pletter og ofte grønne pletter i nakken. Undersiden er blåsort med orangerøde tegninger. Pupillen er trekantet. Spidsen i denne vender nedad og er et karakteristisk kendetegn for klokkefrøen.

Fra september til april går klokkefrøen i dvale under hegn, gærder og stenbunker. I starten af foråret begynder hannerne at kvække, og hunnerne lægger æg i maj og juni. Hunnerne kan lægge æg i op til tre omgange. De nyforvandlede klokkefrøer går på land i juli og august, og i september går alle frøer igen i dvale.

Klokkefrøen kan udskille en giftig og stærkt generende slim fra huden, så man skal være forsigtig ved berøring af klokkefrøer. Føler klokkefrøen sig truet, vender den bugen opad og viser det orangefarvede advarselsmønster.